Aarhus-Hallen former sig efter bidrag fra foreninger

27.08.2025

Helt nye visualiseringer viser, hvordan Aarhus’ kommende multihal med indendørs cykelbane, Aarhus-Hallen, kan se ud. Visualiseringerne er blevet til efter workshops med mange idrætsforeninger.

Aarhus-Hallen skal være et moderne idræts- og fællesskabshus, der favner hele byen. Et mangfoldigt samlingspunkt midt i naturen, der rummer hverdag og verdensklasse. Et kraftcenter for den aarhusianske foreningsbevægelse, hvor der er plads til mange forskellige idrætsgrene.

Det er visionen bag et af de mest ambitiøse idrætsanlægsprojekter i Aarhus, som er under udvikling af den erhvervsdrivende fond Aarhus-Hallen. Med i projektet er arkitetkfirmaet C.F. Møller, som har lavet helt nye visualiseringer, der viser, hvordan hallen kan komme til at se ud.

- Med økonomiske bidrag til projektudviklingen fra blandt andet Salling Fondene og Aarhus Kommune, er projekt Aarhus-Hallen kommet et stort skridt videre i sin udvikling. De nye visualiseringer konkretiserer og tydeliggør, hvor fantastisk en idrætsfacilitet det kan blive til gavn og glæde for hele byen, siger Christian Skadborg, bestyrelsesformand for den erhvervsdrivende fond Aarhus-Hallen.

Visualiseringerne er blandt andet blevet til på baggrund af en omfattende brugerinddragelse, der har undersøgt, hvad de aarhusianske idrætsforeninger ønsker, for at Aarhus-Hallen kan blive en attraktiv idrætsfacilitet for dem. En lang række forskellige idrætsforeninger har deltaget og budt ind med mange konkrete forslag.

- Aarhus-Hallen vil være hjemmebane for hverdagens idrætsfællesskaber, og derfor er det enormt værdifuldt og relevant, at vi har hørt, hvad de aarhusianske idrætsforeninger har af ønsker og behov til en moderne idrætsfacilitet. Aarhus-Hallen har fået en form nu, så mange flere forhåbentligt kan engagere sig i projektet og hjælpe til at vi får gjort det til virkelighed, siger Julie Leth, næstformand for den erhvervsdrivende fond Aarhus-Hallen.

Det næste led i brugerinddragelsen er en workshop, som finder sted d. 2. oktober. Her vil deltagerne blive præsenteret for de nye visualiseringer og blive bedt om at komme med flere inputs til projektet.

Invitation til pressen

Onsdag d. 27. august kl. 18.00 – 20.00 bliver der afholdt et arrangement på Aarhus Cyklebane i anledning af den sidste banetræning nogensinde. I forbindelse med træningen vil en række andre idrætsforeninger indtage græsarealet og udøve deres idræt for at illustrere potentialet og visionen for Aarhus-Hallen.

Pressen er inviteret til at deltage, og der vil under arrangementet være mulighed for interviews med repræsentanter fra Aarhus-Hallen heriblandt Julie Leth næstformand for den

erhvervsdrivende fond Aarhus-Hallen og Jens Bundgaard, bestyrelsesmedlem af den erhvervsdrivende fond Aarhus-Hallen og formand for Idrætssamvirket Aarhus.

Om Aarhus-Hallen

Aarhus-Hallen er et ambitiøst idrætsanlægsprojekt, der skal besta? af en multihal og en indendørs cykelbane.

Aarhus Byråd har peget på, at Aarhus-Hallen kan opføres på parkeringspladsen P2 ud mod Jyllands Alle. Det er placeringen ved siden af Aarhus Cyklebane, som bliver revet ned i løbet af efteråret 2025.

Den erhvervsdrivende fond Aarhus-Hallen skal projektere, opføre, eje og drive Aarhus-Hallen. For mere information besøg www.aarhushallen.dk

For yderligere information kontakt:
Jens Henrik Daugaard
Kommunikationskonsulent, Idrætssamvirket Aarhus 93910918

jhd@isaarhus.dk

Johannes Ollerup Sall Direktør, Aarhus-Hallen 30621248

Visualiseringerne krediteres C.F. Møller Architects


Aarhus Cyklebane Aarhus Kommune Danmarks Cykel Union Team Danmark Dansk Idræts Forbund CF Møller Idræts Samvirket

Halløj! Vi bruger cookies.