Stor interesse for udviklingen af Aarhus-Hallen?

19.03.2025

Et samlingspunkt for fællesskaber. Mere end en sportshal. Parasportens mekka. Det er blot nogle få af de mange drømme, som deltagerne delte ved det første brugerinddragende dialogmøde om Aarhus-Hallen.

Fra toppen af Europahuset med udsigt over hele Aarhus var der lagt op til at bevæge sig op i de højere luftlag, når alle interesserede var inviteret til første dialogmøde om Aarhus-Hallen.

Formålet med mødet var at sætte gang i udviklingsarbejdet af den kommende multihal med indendørs cykelbane.

Mange engagerede foreningsrepræsentanter var mødt op, og da intet er besluttet i forhold til indretningen af Aarhus-Hallens, var forudsætningen for mødet, at der var plads til at drømme og give udtryk for sine største ønsker.

Mødet gav altså mulighed for at drøfte idéer og behov til de nye faciliteter, og interessen var stor blandt de fremmødte. Der var blandt andet, repræsentanter fra foreninger der dyrker volleyball, fægtning, atletik, parasport med flere.

Aftenens snakke kredsede særligt om, hvordan Aarhus-Hallen kan blive et samlingspunkt for et bredt spektrum af idræts- og fritidsaktiviteter. En åben facilitet, hvor der er liv og plads til mange forskellige fællesskaber.

De mange idéer, tanker og bidrag fra mødet bliver taget med videre i udviklingen af Aarhus-Hallen.

Næste møde
Har din forening idéer eller behov, der kan bidrage til udviklingen af projektet? Kunne I forestille jer at Aarhus-Hallen skal være jeres hjemmebane? Så kom og deltag i næste dialogmøde d. 10. april.

Det er ingen forudsætning, at man deltog i første møde. Der er stadig lige gode muligheder for at bidrage til projektet, og det bliver kun bedre af at høre endnu flere foreningers input.


Aarhus Cyklebane Aarhus Kommune Danmarks Cykel Union Team Danmark Dansk Idræts Forbund CF Møller Idræts Samvirket

Halløj! Vi bruger cookies.